Generationsskifte gennemført: Ny direktør, nye ejere og ny adresse 

Administrerende direktør Jonas Lyngdahl Seidenfaden
I disse måneder manifisteres et længe forberedt generationsskifte.

1. april 2023 tiltrådte Jonas Lyngdahl Seidenfaden som ny administrerende direktør i Danastar. Han afløser Peter Seidenfaden, der går på pension. Som efternavnene antyder er der tale om et generationsskifte indenfor familiens rækker.  

Jonas har drevet virksomhedens omstilling fra forhandler af postbehandlingsløsninger til de seneste 7 år at have et voksende fokus på løsninger indenfor IT-sikkerhed, og han var det oplagte valg til at fortsætte denne proces.  

“Vores forvandling har stået på i flere år, men generationsskiftet manifesterer også et skift i fokus. Vi er stadig drevet af 100% kundefokus, men i fremtiden vil vores primære opgave være at hjælpe vores kunder med sikker digital kommunikation,” siger Jonas Lyngdahl Seidenfaden. 

Danastar agter dog stadig at være den dominerende leverandør på det danske marked for postbehandling. 

“Så længe der sendes fysiske breve i Danmark og Grønland, vil vi tilbyde de bedste løsninger til al form for postbehandling til vores kunder.” 

Peter Seidenfaden træder tilbage efter intet mindre end 55 år på posten. En periode med vilde væksteventyr, men som de seneste år også har været præget af den generelle nedgang i postmængden. 

“Det er med en anelse vemod, at jeg slipper tøjlerne, men jeg glæder mig samtidig meget til at se, hvad den næste generation kan drive det til. Nye tider, nye produkter, nye kræfter. Sådan må det være,” siger Peter Seidenfaden. 

Nye ejere

1. april markerede også gennemførslen af virksomhedens ejerskifte. Danastar er stadig 100% familieejet, men i dag er Jonas Seidenfaden og Johan Seidenfaden eneste ejere. Johan Seidenfaden vil fremover være drivende kraft i Danastars bestyrelse. Også her vil der ske forandringer, i det der i fremtiden vil blive optaget medlemmer udenfor ejerkredsen. 

Ny adresse

Som prikken over i’et flytter Danastar den 1. juni til nye lokaler på Islands Brygge. Lyse lokaler med udsigt til Kigkurren og stor terrasse mod gården. Vi glæder os til at invitere samarbejdspartnere forbi!

Om samme emne