| |

Datatilsynet advarer mod falske tilsynsbesøg

En øre-næse-hals-lægeklinik fik besøg af bedragere, der udgav sig for at komme fra Datatilsynet. Læs her, hvad I kan se efter, hvis I er tvivl om, hvorvidt en henvendelse fra Datatilsynet er ægte.

En ørelæge har haft tilsynsbesøg af to mænd, som udgav sig for at være fra Datatilsynet.

På Datatilsynet hjemmeside oplyses, at tilsynet blev kontaktet den 12. juni af en øre-næse-hals-lægeklinik, som har haft et mistænkeligt besøg af to mænd. De to var iført tøj fra et sikkerhedsfirma og udgav sig for at være på tilsynsbesøg for Datatilsynet.

Herefter blev de lukket ind og gik bl.a. rundt på gangene – men ifølge Datatilsynet skulle de dog ikke have fået adgang til nogen personoplysninger e.l. Mændene var iført tøj fra et privat sikkerhedsfirma, der over for øre-næse-hals-lægen afviser at kende noget til de to mænd.

“Det tyder på, at nogen udnytter det momentum, der er med de nye regler for databeskyttelse, til at skaffe sig ulovlig adgang til virksomheder ved at udgive sig for at repræsentere Datatilsynet. Jeg håber, at vi med denne advarsel kan undgå, at det gentager sig,” siger Datatilsynets tilsynschef Jesper Husmer Vang, og fortsætter:

“Når vi kommer på tilsynsbesøg, har vi i almindelige sager meldt vores ankomst i forvejen. Vi foreviser billedlegitimation fra Datatilsynet og er i øvrigt klædt i civil. Hvis man alligevel skulle være i tvivl, om et tilsynsbesøg er et forsøg på snyderi, er man velkommen til at ringe til os og dobbelttjekke.”

Her kan du læse, hvordan et rigtigt tilsyn foregår.

Om samme emne